Vintersar Udskriv
Vintersar
Latinske navn: Satureja montana/hortensis

Lidt historie
Når folk besøger Slotshaven sker det ofte de spørger hvad sar er for en plante, den synes mange ukendt og det er synd, for det er en dejlig og smuk krydderplante. Den har da heller ikke altid været ukendt, da den har været dyrket i store dele af Europa. Karl d. Store, tysk kejser der underlagde sig det meste af Europa og blev roms kejser år 800, anbefalede at man dyrkede sar fordi den har helbredende virkning, og er et udmærket middel imod tarm og fordøjelsesproblemer. Man laver en udmærket te af sar. Både den antiseptiske virkning og fordøjelsesvirkningen har der sikkert været brug for i de tider, ikke mindst under hans erobringstogter. I dag har vi brug for det af helt andre grunde, fx. At vi spiser for meget og forkert, og derfor har fordøjelsesproblemer.

Det var Benediktinermunkene (igen) der tog denne krydderurt, sammen med mange andre, til os i Danmark i middelalderen, fra Middelhavslandene hvor den oprindelig kommer fra.

Sar har en stærk krydret og ret skrap peberagtig smag, og kan anvendes til Retter med bønner, kartoffelretter, kål, vildt, ål, svamperetter, supper, og kan man godt lide lidt stærk mad, kan den drysses på smørrebrødet og i salater. Den siges at virke imod betændelse, diarré, oppustethed og er vanddrivende. Og så skulle den stimulere kredsløbet og sexualkraften. Bladene er lindrende imod mygge- og hvepsestik.

Beskrivelse
Der findes 2 arter med stort set samme virkning. Havesar eller sommersar (Satureja hortensis) er en etårig plante, der ikke kan overvintre. Man kan få den til at overvintre en enkelt gang ved at tage den ind. Vintersar (Satureja montana) er mere hårdfør end sommersar. Den er stedsegrøn flerårig, og man kan klippe af den hele vinteren, derfor valgte vi den, men vi finder da på at så en sommersar ind imellem, fordi den er god at sætte ved salaten, da den modvirker bladlus.

Begge arter holder af varme solrige pladser. Jorden skal være veldrænet løsmuldet, lidt kalkholdig jord. Den gror også i stenet og mager jord hvilket skyldes dens oprindelse i Sydeuropas maki områder.

Sar er altså en ikke særlig krævende plante, den har ikke behov for gødning, hverken grundgødning eller grogrødning. Den skal beskæres regelmæssig, for at der kan komme nye skud.

Den formeres ved frøsåning eller stiklinger. Så den på friland i maj, når jordtemperaturen er mindst 15 grader celsius, eller forkultivere den inde fra marts, og plant den ud i maj, i en afstand af 20 x 20. Ved frøsåning skal der megen tålmodighed til. Frøene er helt op til 3 måneder om at spire. De kræver lys, så frøene må ikke dækkes til, men skal lægges på fugtig sandet muldjord.

Blandingskultur
Vi har ikke erfaring med at der er planter der er særlig gode eller dårlige i forhold til sar. Men den er selv en god nabo til buskbønner, salat og andre bladgrøntsager, fordi den holder lus væk.

Kun hvis man har givet sar en helt forkert plads med stående vand eller manglende sol, og hvad ved jeg, kan der være problemer med den, så kan den udsættes for rustsvamp. Skær den da straks af og kasser planten. Begynd forfra et andet sted.

Slottet i Smørmosen
Økologisk krydderurte-service

www.slottet-i-smoermosen.com