Løvstikke Udskriv
Løvstikke
Latinske navn: Levisticum officinalis

Løvstikke stammer oprindelig fra Sydeuropa, og man mener det er romerne der har spredt den, så den i middelalderen er endt i Skandinavien. Munkene har nok også hjulpet til med denne plante, i hvert fald ved man at den fandtes i klosterhaverne.

Hvad man bruger den til? Har man købt magi-terninger har man smagt løvstikke. Man bruger bladene som krydderi, også kaldet ”Maggi-urt” fordi den er så kraftig at den sætter smag på de retter man kommer den i. Hele planten bruges, inkl. Roden, i fremstilling af naturmedicin, kryddersnapse mv. Prøv at lægge et blad på en lidt kedelig pølse og se hvordan smagen straks forbedres. Den virker urindrivende og hjertestyrkende, og så er den god mod stofskifteforstyrrelser, forkølelse og halsbetændelse. Kom den i badevand imod svedeture.

Beskrivelse:
Løvstikke er en flerårig plante der kan gro i sol til halvskygge. Man skal sørge for at placere den så den ikke kommer til at danne skygge for andre planter, for den bliver 100 – 150 cm. høj. Den får gule blomster.

Løvstikke gror bedst i humusrig, næringsrig jord. Vi giver den lidt kompost om efteråret, og vander den i tørre perioder, ellers gør vi faktisk ikke noget ved den. Den tåler ikke tung og kold jord, eller et for vådt voksested.

Da planten er flerårig er det ikke så ofte man kommer til at så den. Den kan også formeres ved deling. Planten er en kuldekimer. Det vil sige at frøene skal have frost for at spire, derfor er det bedste at så den om efteråret, men hvis man sår den om vinteren, når der er et ophold i frosten, men med efterfølgende frost, kan det lykkes.

Blandingskultur:
Gode naboer: Angelik, peberrod, rabarber, Estragon og malurt.
Dårlige naboer: har vi ingen kendskab til.

Løvstikke er, på grund af sin kraftige duft og smag forskånet for de fleste skadedyr. Der kan dog komme bladlus, som man fjerner med er kold vandstråle. Bliver planten for slap eller visner den ligefrem, mangler den sikkert vand eller næringsstoffer. Kompost er godt fordi det indeholder så mangeartede sporstoffer.

Slottet i Smørmosen
Økologisk krydderurte-service

www.slottet-i-smoermosen.com