Tomater Udskriv
Tomater
Latinske navn: Lycopersicon lycopersicum

Lidt historie
Har man et drivhus, er det oplagt at dyrke tomater, men har man ikke skal man ikke gå glip af at avle sine egne tomater. De smager bedre og så er det sjovt. Fra juli, når tomaterne begynder og modnes, til langt hen på efteråret, har vi tomater. Vi bestemmer hvad de skal gødes med og behandles med, derfor ved vi hvad de indeholder.

Tomat er oprindelig hjemmehørende langs vandløb i Andesbjergene, hvor den er voksede på gruset, veldrænet bund. De kendte tomatsorter er efterkommere af disse planter, som blev dyrket i Sydamerika før europæernes ankomst. Efter 1492 blev den bragt til Europa af de opdagelsesrejsende sammen med mange andre "nye" planter som majs, kartoffel og tobak.

Da tomaterne kom til Europa var de slet ingen succes, folk var bange for at spise dem, og først mange år senere kom der gang i avlen. I Danmark går deres historie ikke længere tilbage end til år 1900. Først efter 2. Verdenskrig kom der gang i dyrkningen.

I Slotshaven har vi dyrket tomater siden vi fik haven, længere nede kan i finde hvilke sorter vi dyrker.

Beskrivelse og dyrkning
Tomater

Selvom vi har et drivhus dyrker vi tomater både der og på beskyttede steder i haven. Dem der dyrkes under åben himmel modnes ofte lidt før dem i drivhuset. Vi dyrker samme sorter ude som inde og de udendørs er først modne. De smager også en smule bedre. Der er dog det problem, at i våde somre kan de helt mislykkes. Derfor beholder vi dyrkningen i drivhuset, og de smager meget bedre end dem man køber.

Tomatplanter er normalt oprette planter, der ikke er stive nok til at holde sig selv oprejst. Derfor skal den som regel bindes op. Der findes busktomater, de er bedst på friland fordi de fylder meget.

Vi forbereder jorden om efteråret ved at blande den godt med helt komposteret, omsat hønsemøg, og give den er tilskud kompost inden man planter. Da vi gerne vil have tidlige tomater, er her opskriften på den god metode.

Vi har solceller på taget af Slottet og derfor dyrker vi ikke længere planterne i vinduskarmen som vi gjorde tidligere. Nu har vi en varmebænk i drivhuset, den er isoleret og temperaturen kan reguleres og der er et klart ”låg” på så varmen kun er inde under det.

I slutningen af februar sår vi tomaterne i rodudviklere der står i bunden af varmebænken på bradepander fra skrottede komfurer. Det gør det nemmere at undevande som jo styrker rødderne. Rodudviklere er nogle specielle så-potter der hænger sammen og kan lukkes op så man tager hele rodklumpen ud og bevarer rødderne intakte. Mens de spirer skal temperaturen vær 18 - 20 grader, det tager ca. 8 - 10 dage. Når de er kommet op, skal man temperaturen til omkring 16 grader og godt med lys. Vi prikler dem en gang i april, og sørger for at hærde dem. I begyndelsen af maj er de klar til at plante ud.

Tomater
Det styrker cellemembranerne hos planterne at blande tangmel i jorden, så klarer planerne bedre kulden.

Nogle uger efter udplantningen begynder vi at komme 10% nældevand i gødningen en gang om ugen. Tomatplanterne kan ikke gro uden støtte, så husk at lav et ordentlig opbindingsstativ til dem, så husk at binde tomatplanterne op, og nippe sideskuddene i hjørnerne af grenene, så tidligt som muligt, for at undgå at planten bruger kraft på dem, og i stedet for udvikler tomater.

Ja ja, vi ved godt at man kan købe plantesække med beriget muld, men hvorfor skal man så dyrke sine egne tomater? Vi har prøvet plantesække og de der smarte kapillarvandingskasser, og er holdt op igen, så er det jo ikke at avle tomater. Kald os bare gammeldags, vi avler vore planter i havejord, og det kan smages. En anden årsag er at plantesækkene indeholder spagnum, og det produkt fjerner den sidste rest af moser, og skader klimaet fordi CO2 frigøres når man udvinder spagnummen. Selvom man kan købe økologiske plantejord er det et spørgsmål om hvor megen økologi der ligger i at transportere jord rundt i landet. Nej vi laver jorden selv.

Naturvarme I drivhuset
Vi har prøvet at grave jorden væk ca. 60 cm ned i bunden af drivhuset. Sidst i april lagde vi ca. 40 cm hestemøg med godt med halm i. Vi har en leverandør der gerne vil af med det. Vi hælder det over med urin, som har lagret hele vinteren. Så lægger vi et lag rent vandgennemtrængeligt papir over, og fylder havejord blandet med sand og kompost på i ca. 15 - 20 cm. I løbet af nogle dage sker der noget. Den nedgravede gødning med urin, går i gang med at varme, og temperaturen i jorden stiger til omkring 50 - 60 grader. Den holder temperaturen i nogle dage og tager så langsomt af, når vi er omkring en uge inde i maj, er jordtemperaturen nede på 25 grader. Heri planter vi tomaterne ud. Vi sætter en dyb potteplante ved siden af planten, ned til roden, så vi kan rodvande.

Tomater
Tomatarter vi dyrker
I Slotshaven har vi dyrket forskellige slags tomater gennem årene, og vi forbeholder os ret til at skifte mellem hvilke sorter vi dyrker, det afhænger helt af hvad vi har lyst til om foråret, når frøene skal i jorden. Vi har forsøgt os med de her nævnte arter, samt nogle flere, som vi har glemt, enten fordi de ikke har gjort stort indtryk på os, eller fordi de ikke fortjener at blive husket.

Moneymaker er en rigtig drivhustomat. Denne giver et stort udbytte, er revnefast og har god lagerholdbarhed. Pænt store tomater der er gode i madlavningen. Udbyttet er så stort på 3 – 4 planter, at vi også fremstiller tomatpuré af den.

Cherrytomat er en delikatesse vi også jævnligt dyrker, dog ikke hver år, det er der for mange andre sjovere tomatsorter til. Fra juli, når tomaterne begynder og modnes, til langt hen på efteråret, har vi ofte cherrytomater

Black Cherry er en lille lægger sag. De er søde og har en god smag af tomat som den skal være. De err kuglerunde sortrøde.

Black Russian er en sød og velsmagende tomat med meget mørke næsten sorte frugter. Det er ikke de smukkeste tomater ,ed smagen er fantastisk.

Sukura Gelbe er en gul tomat der er lidt større end cherrytomater. Den har vi haft med hjem fra Kiegeberg markedet i Tyskland for flere år siden. Den er særdeles velsmagende og vokser lige så godt på friland som i drivhus, modnes først på friland.

Red Zebra er en krysning mellem Green Zebra og en ukendt sort og er ikke ældre end fra 2003. Den har runde frugter på ca 4 cm i diameter og er rød med grønlige striber. Smuk men også velsmagende. Vi har dyrket den siden 2010 hvor vi har haft frøene med hjem fra en rejse.

Brun blomme ved vi nøjagtig hvorfra vi har. Vi fik den af Bollette i Vejle i 2010, og har den for 3 år. Den er aflang og har blommestørrelse og er brun som moden. Smager fantastisk, der er derfor vi beholder den.

Lille blomme fik jeg til Haveselskabets landsmøde i 2011 så det er kun andet år vi har den, men den vil indgå i fremtiden, for den smager simpelthen godt. Den minder meget om San marzano som vi tidligere har haft.

Vi dyrker ind i mellem andre sorter, for vi søger hele tiden efter flere gode tomater, nogle af dem for en tid hos os andre kun et år.

Plantesygdomme og generende dyr
Tomater kan angribes at omkring 100 forskellige sygdomme og insekter. Vi har haft angreb af hvide fluer og spindemider. Vi prøvede med rovmider, og det hjalp. De senere år har vi gjort meget ud af at lufte godt ud i drivhuset, samt kun vande om morgenen så fugten ikke står i drivhuset hele natten.. Desuden sprøjter vi med padderokke-te fortyndet 1:20 på jorden omkring planterne i deres første vækst periode. Det klarer vi den med de fleste år.

Vi har oplevet at natsværmeren Haveuglen lægger sine æg på tomaterne og larverne gnaver først løs af bladene, men de får hurtigt smag for frugterne og den gnaver løs og ødelægger en masse tomater. Da haveuglen flyver om natten kan man sagtens lade drivhusdøren være åben om dagen, men da vi har den stående åben fra sidst i juni og resten af sommeren har vi sat et fint net for døren og siden har vi ikke haft problemer. Mærkeligt nok har vi aldrig oplevet at den har angrebet planterne på friland.

Blandingskultur
Gode naboer: Basilikum, beder, bønner, gulerod, hvidløg, kål, majs, mynte, pastinak, persille, persillerod, porre, radise, salat, selleri, spinat. En utrolig masse planter er gode til tomat, man skal bare være opmærksom på at ikke alle disse planter er gode for hinanden, men det er sikkert heller ikke aktuel, da det er grænser for hvad man dyrker i drivhuset. Vi har prøver salat i forsommeren og basilikum senere, samt peberfrugter og chili peber.

Dårlige naboer: Fennikel og kartofler.

Slottet i Smørmosen
Økologisk grønsags-service

www.slottet-i-smoermosen.com