Løvemund Udskriv
Løvemund
Latinske navn: Antirrhinum

Lidt om løvemund:
Haveløvemund findes i mange farvevarianter, og betragtes mest som en enårig sommerblomst, men det hænder ofte at den overvintrer, det har vi oplevet nogle gange i Slotshaven.

Den er udbredt i det meste af Europa, Asien og Nordamerika, men den menes at stamme fra området omkring middelhavet. I Slotshaven har vi haft den gennem en del år, nogle år har vi den ikke, men i de seneste år er den blevet fast tilstede.

Beskrivelse og dyrkning
Løvemund er en lav busk, med blomsterstanden i toppen. Der kommer sideskud, som også ender i blomsterranker, som danner en klase med spidsen opad. Højden varierer fra lave på 20 cm til høje på 70. Der er mange forskellige farver.

Den gror bedst i sol til halvskygge, i humusrig jord, og der skal vandes så den ikke tørrer ud. Gør man det blomstrer den længe.

Den er elsket af både bier og humlebier, og det betyder at man ikke kan regne med at farverne er de samme til næste år, når man tager frø selv.

Løvemund
Den er nem at dyrke. Vi forkultiverer den i en varmebænk allerede i marts, så den kan komme i blomst tidligt. Vi bredsår den i en flamingokasse med 3 - 4 cm jord i, prikler den ud så den får mere plads til at udvikle sig, så snart den får de blivende blade. Derefter pottes den om flere gange inden den plantes ud i haven eller i krukker.

Når blomsterstandene er afblomstrede, lader vi nogle af dem stå, og tager frø af dem. Frøene er ganske små, og vi har ingen problemer med spireevnen. De planter der ikke skal bruges til frøavl, skal have fjernet afblomsrede stande, så blomstrer den igen.

Plantesygdomme og generende dyr
Vi har aldrig haft problemer sygdomme, tilsyneladende er det en hårdfør plante. Der er tilsyneladende heller ikke problemer med generende dyr, selv dræbersnæglen, som æder det meste lader den bære.

Slottet i Smørmosen
Økologisk blomster-service

www.slottet-i-smoermosen.com