Storbladet løvefod Udskriv
Storbladet løvefod
Latinske navn: Alchemilla mollis

Lidt om Løvefod:
Løvefod fandtes i Slotshaven da vi købte den og der er nu flere end nogensinde. Denne plante, som vel de fleste regner for så dansk som nogen, kommer fra Kaukasus og Karpaterne, hvor den vokser vildt. Og den vokser mange andre steder end i haver.

Løvefod er også blevet kaldt Frejas tårer, fordi den, især ved dugfald har dråber i bladhjørnerne. Den kaldes også mariekåbe, fruekåbe eller blandt de mere troende, for Vor Frues Kåbe. Det skyldes at det sammenfoldede blad blev sammenlignet med den kåbe, som Jomfru Marie er afbildet med. Bladene er sammenfoldede især i regnvejr. Planten vokser også på Færøerne, og her kaldes den mariustakkur eller mikkjalskøra. I gammel tid kaldtes den for kvindernes lægeurt. Den skal efter sigende være gavnlig for slægtens fortsættelse. Ved indtagelse af te fremstillet af løvefod fremmes graviditet, samt modvirker abort. I øvrigt er planten spiselig. Både blomster og blade kan anvendes i salater. Slotsfruen kommer desuden blomster og blade i brød, den opskrift findes under madopskrifter.

Beskrivelse og formering:
Storbladet løvefod er en utrolig hurtigvoksende plante som er smuk både med og uden blomst. Bladene ligner en løves fod så grangiveligt at man næsten kan forestille sig en løve i haven, der er dog den forskel at denne her er frisk grøn. Den er ca. 30 cm høj uden blomsterstand, med blomst er den op til 50 cm. Den afrunder smukt et bed, fylder et rum. De grønne blade skyder tidligt om foråret, og allerede i maj kommer de gulgrønne blomsterstande frem på den let buskede plante. Den fortsætter blomstringen til hen i juli, og klipper man den ned, kommer den i blomst igen sidst på sommeren.

Planten vokser i både sol og halvskygge, og kan lide humusrig, fugtig jord, så der skal vandes i tørre perioder. Jorden må nemlig ikke tørre ud. Læg et lag afklippet græs omkring rodzonen for at holde på fugten. Det er i det hele taget en god ide at gøre det ved de fleste planter. Giv den lidt kompost om foråret. Det er en god ide at fjerne de afblomstrede frøstande, da de sår sig selv, og svækker samtidig plantens vækst.

Storbladet Løvefod formeres enten ved deling eller frøsåning. Delingen foregår om efteråret. Frøsåning om foråret, men planten sår sig selv, hvis man ikke får klippet frøstandene af. Man fjerner dem man ikke ønsker, og kan så forny bestanden ved at lade nogle står. Kom nogle af de små planter i potter og lad dem udvikle sig så har man nye planter når der er et bart hjørne.

Plantesygdomme og generende dyr:
Det er robuste planter, som sjældent angribes af plantesygdomme eller skadedyr. Snegle kan lide dem, men de kan jo lide så mange grønne planter. Saml dem sammen og forvis dem til et sted de ikke gør skade.

Slottet i Smørmosen
Økologisk blomster-service

www.slottet-i-smoermosen.com