Surbundsdyrkning

Har man et surbundsbed, fx med rododendron eller blåbær, bruger man meget ofte spagnum til det. Både når man anlægger det, og når man vedligeholder det, men det er ikke helt uden problemer. Som økologisk dyrker kan man ikke tillade sig at overse, at hvis vi bliver ved med det, så forsvinder vore højmoser, for det er derfra man henter spagnum.

Med kæmpestore maskiner skræller man lag på lag af, og sender det til byggemarkedet, hvor det sælges i læssevis. Mange bruger det helt ukritisk til at lægge på jorden, nogen har bildt dem ind at det er jordforbedrende, men det er ikke tilfældet. Spagnum indeholder ingen næringsstoffer overhovedet.

Hvad gør man så som økologisk havedyrker, med et surbundsbed? Ja bedet er jo anlagt med spagnum, som jo hvert år skal have et nyt lag, for at holde jorden sur, men denne fornyelse, har vi erstattet med grannåle, som vi har en del af. De er temmelig sure. Vi komposterer dem for sig selv, ved siden af kompostbeholderen, og lægger det på rododendron bedet. En måling med lakmuspapir viste i forår 2002, lidt over 5 pH, og det er surt nok til rododendron.

Vi vil i de næste år arbejde med at kompostere grannåle og bruge dem til at anlægge et surbundsbed, og så hører i om resultatet på vores hjemmeside.

Slottet i Smørmosen
Økologisk planteservice

www.slottet-i-smoermosen.com