Januar - Februar - Marts - April - Maj - Juni - Juli - August - September - Oktober - November - December
Forord:
Hverken Sølva eller Jens er professorer i biologi eller uddannede økologer, så de råd vi giver her på siden, gir vi ud fra vores egne erfaringer i vores økologiske have - Slotshaven. Måske en og anden har bedre råd til jer, og så benyt dem. Du må gerne give os råd, og hvis der er plads, videregiver vi dem gerne, fordi denne hjemmesides opgave er ikke at docere, men at videregive erfaringer fra os selv og gerne andre. Det er i den ånd rådene er givet, værsgo brug dem i samme ånd.

Vi vil prøve på at opdatere oplysningerne i takt med vejrets skiften, lykkes det ikke altid, så er det fordi vi er optaget af at få nye erfaringer i vores have.
Januar måned

Månedens middeltemperatur: falder fra +1,5 til 0 grader.
Normal nedbør: er 57 millimeter.
Antal solskinstimer: 43 timer.

Det er begrænset, hvad der er at lave i januar. Vi bor i vores vinterhi, men skal ud og passe hønsene, og hvis solen skinner tager vi herud. Vi tager ind i mellem et par nætters overnatning, hvor vi om dagen gør fuglekasserne rene og ser til at de er i orden. Hvis der kommer sne, holder vi ofte nogle dages ferie herude, så går vi ture i Smørmosen.

Opgaver:
  • Vi beskærer vinen i drivhuset.
  • Bestiller frø fra forskellige netbutikker der handler med økologisk frø. I kan fine dem på vores Link side.
  • Vi beskærer og tynder lidt ud i træer og buske.
  • Vi fodrer fuglene hele vinteren.
Til toppen



Februar måned

Månedens middeltemperatur: stiger fra ca. 0 til +1 grader.
Normal nedbør: er 37 millimeter.
Antal solskinstimer: 69 timer.

Der er ikke ret meget at gøre i den økologiske have i februar. Haven ligger hen nu, det meste af den er overdækket med kompost, plantedele der er visnet ned. Nogle bede blev i efteråret sået til med grøntgødningsplanter. Nu ligger planterne hen ad jorden og beskytter den. I kålbedet står der stadigvæk rosenkål og grønkål. Dem spiser vi af nu, de er gode.

Jorden kan man ikke røre. Forårsblomster titter frem og eranthis blomstrer. Vi plantede en masse stedmoder-blomster i efteråret, de venter bare på tøvejr. Primulaerne ligeså.

Opgaver:
  • Det er tid for beskæring af æbletræer, pæretræer samt en del buske, fx. syren, spiræa, røn og tjørn, samt en del flere.
  • Min tidligere nabo sagde, at det er et godt tidspunkt at tage podekviste, selv har vi ingen erfaring med den slags.
  • Timian skal beskæres i slutning af februar, skær den ca. 1/3 tilbage, så kommer der en masse nye skud.
  • I slutning af februar er det tid tid at skære pelargonier ned, hvis altså I har gemt dem fra sidste år. Vi har en halv snes stykker stående, og de bliver til mange flere, fordi vi tager skud af de gamle og laver nye planter på den måde. Det er faktisk let nok, de fleste bliver til noget.
Drivhuset:
Hvis du ikke nåede at gøre drivhuset rent i efteråret, så gør det nu. Det skal gøres godt rent, så det er klar til at tage i brug, der er faktisk ikke så længe til at det skal bruges.

Køb frø nu:
Hvis ikke du har købt frø ind, er det tid nu. Jeg køber det meste i på nettet. Der er en del der har økologiske frø, og et har den fordel at de er mere hårdføre end andre frø. Husk også at bestille kartofler og stikløg.

Til toppen





Marts måned

Månedens middeltemperatur: stiger fra ca. +1 til +4 grader.
Normal nedbør: er 48 millimeter.
Antal solskinstimer: 110 timer.

Vi nærmere os forhåbentligt foråret nu, i hvert fald skal det forberedes.

Opgaver:
  • Man kan godt forsætte lidt endnu med at beskære frugttræer og prydbuske.
  • Trænger jorden til kalk, så er det tid nu. Det er også tid til at så en del forkulturer: Tomater, agurker, peberfrugter mv., tager 8 - 10 ugers forkultur, så dem nu, så de er klar til drivhuset i midten af maj.
  • Hvis porrerne skal plantes tidligt, skal de sås nu, det tager 10 - 12 uger inden de er klar. Men da jeg først planter dem ud efter de tidlige kartofler er høstet, venter jeg selv til slutningen af marts.
  • Jeg lægger de tidlige kartofler til spiring i begyndelsen af marts, de kommer i jorden (hvis vejret er til det) i begyndelsen af april. Så har vi nye kartofler i begyndelsen af juni. De sene kartofler haster ikke, de kan fint vente en månedstid.
  • Frø vi også vil forkultivere nu: Persille, purløg.
  • Sommerplanter som lobelia, blåkvast o.s.v. sår jeg inde nu.
  • Man skal være klar over at hvis man vil forkultivere planter fra frø, så kræver det at man gør det et varmt sted. Hvis man varmer sit drivhus op for at gøre det, mener jeg at man kommer på kant med de økologiske principper. Men ryd en vindueskarm i huset og brug den, der er jo varme på i forvejen.
  • Ved månedens udgang skulle vejret gerne være blevet mildt, og man kan begynde at fjerne afdækningen i urtehaven og i stauder-bedet, men vær forsigtig med frosten. Jeg sætter nogle solskærme op for at få jorden opvarmet tidligt så jeg kan lægge kartofler og sår spinat mv. Jeg kan anbefale en model fra Stauning Silofabrik på Fyn. Han levere overalt i landet til en rimelig pris. På hans hjemmeside kan man se billeder af hans haveprodukter. Han hævder at jordens temperatur stiger med 5 - 7 grader under buen. Jeg må give ham ret, jeg prøvede sidste år.
Til toppen





April måned

Månedens middeltemperatur: stiger fra ca. +4 til +8,5 grader.
Normal nedbør: er 43 millimeter.
Antal solskinstimer: 162 timer.

Det er nu ved at komme gang i forkultiveringen. Hvis haven har været dækket, skal afdækningen fjernes nu. Har der ligget et godt lag over haven (halm, blade), er jorden ikke så kold som uden afdækning, og det betyder at man kan begynde lidt tidligere. Vi benytter lejligheden til at luge det første ukrudt væk og løsne jorden i stauder-bedet.

Såtid
På de fleste frøposer er det anført, hvornår man bør så netop de frø posen indeholder. Det er i virkeligheden utilstrækkeligt. Det rigtige er at bruge et jordtermometer. Andet sted her på siden finder du en tabel over hvilken temperatur de enkelte afgrøder spirer bedst ved.

Opgaver:
  • Hvis ikke du har lagt de første tidlige kartofler i slutningen af marts, så gør det nu, men vær klar til at gribe ind, hvis nattefrosten kommer.
  • Jeg prikler tomater, så de er klar til udplantning i maj. De holdes fortsat inden døre. Sidst i april kan de komme i drivhuset, hvis temperaturen er til det.
  • Squash, majs m.m. sås i potter i drivhuset.
  • Så kål i bakker til senere udplantning.
  • Det er også tid til at flytte de stauder, man ikke fik flyttet i efteråret.
  • Dahlia kan man med fordel forkultiver i potter. Det er tid nu, hold dem inde den lune del af drivhuset, og dæk dem til, hvis temperaturen falder, de skal ud i slutningen af maj. De blomstrer 2 uger før hvis de forkultiveres.
  • Man kan plante træer og buske nu.
  • Har man et blommetræ, skal det beskæres nu.
  • Stikløg lægges nu. Jeg lægger dem i et bed sammen med gulerødder, som jeg sår samtidig. Gulerødder kræver ikke meget jordvarme for at spire.
  • Er spinaten ikke sået, så gør det endelig. Jeg sår den tidligt sammen med de tidlige kartofler, så er den høstet inden de gror op. Også i bedet der skal være squash. Sår vi tidligt spinat til høst i slutningen af maj.
  • Som måneden skrider frem og temperaturen stiger, kan der sås flere og flere afgrøder. En del må vente på at jordvarmen bliver høj nok. Det kan sjældent betale sig at så alt for tidligt, hvis man ikke dækker af med solfangere.
  • De sene kartofler kan lægges sidst på måneden, men jeg venter til senere, for jeg har nemlig sået en efteafgrøde sidste år i det bed, der skal være kartofler med knudekål og rosenkål i. De vendes ned i jordoverfladen for at gøde mens de formulder.
  • Sølvbeder, rodpersille, porrer og salat kan sås.
  • Porrer sås i bakker til senere udplantning, der hvor de tidlige kartofler gror.
  • I løbet af april begynder vi at tage de første rabarber.
  • Vi samler en masse friske brændenælde-skud og lægger dem i vand til brændenælde-udtræk.
  • Beskær roserne, lavendel, salvie og lignende planter, når risikoen for nattefrost er ovre.
Til toppen






Maj måned

Månedens middeltemperatur: stiger fra ca. +8,5 til +15 grader.
Normal nedbør: er 42 millimeter.
Antal solskinstimer: 209 timer.

Maj er den sidste af forårsmånederne, eller måske den første sommermåned, der kan være dejligt vejr, men også ret koldt. Nu er det tid til at så stort set resten af den frø man har. Man kan endnu plante stauder mv. I vort jordbær-bed står hvidløgene nu fint grønne, Vi planter dem altid der, fordi jordbær og hvidløg passer godt til hinanden.

Opgaver:
  • De steder man i staudebedet kan komme til for forårblomster og stauder, løsner vi jorden og dækker den med plænegræs eller hvad vi nu kan finde. I den økologiske have er en rive et bandlyst redskab. Jorden skal ligge let og luftig og gerne dækket af. Senere, når stauderne er groet til dækker de helt bunden.
  • I begyndelsen af måneden lægger vi de sene kartofler til spiring. Vi lader være med at forspire dem alle samtidigt, så kan vi få nye kartofler længere hen på året. For os er ideen ikke at dyrke kartofler, men at dyrke nye kartofler, for vi har ikke plads til kartofler nok til hele året.
  • Har man ikke sået glaskål, så gør det nu.
  • Andet hold radiser, ærter mv. sås nu.
  • Når vi er sikre på at nattefrosten er væk, sætter vi de dahliaer i jorden, som vi forkultiverede i store potter i april. De er nu kommet op. Man skal gøre det forsigtigt, da de er skrøbelige.
    Kommer de for tidligt ud, så hold potterne klar til at sætte over, hvis temperaturen kommer lidt langt ned.
  • De første kartofler er kommet godt op, og i slutningen af måneden er de måske store nok til en prøvespisning. Hold afdæknings-materialet klar til at sikre dem mod frost, ellers er arbejdet med at lade dem forspire spildt. Hyp eventuelt kartoflerne, efterhånden som de gror op.
  • I løbet af maj vil den første spinat være klar til at høste. Vi har sået en hel masse, og høster mere end vi kan spise nu. Det overskydende fryser vi ned til vinteren.
  • Den forafgrøde af gul sennep, som har groet i bedet, hvor klar til at så og plante i. Der plantes squash og hokkaido så snart det er lunt nok i vejret.
  • Vi planter tomater, agurker, auberginer mv. ud i drivhuset. Gør et par busktomater klar i store potter til at dyrke udendørs, men de bliver ved med at fylde op i drivhuset lidt tid endnu, nattetemperaturen skal over 15 grader før de sættes ud.
  • Når vi er sikre på, at der ikke kommer mere nattefrost, planter vi sommerplanter som pelargonie mv. i krukker og potter, så de kan pryde pladsen og terrasser. Vi har 3 faste pladser i Slotshaven, plus en bænk på plænen. Det giver os mulighed for at sidde flere steder og nyde haven fra flere vinkler.
  • Det er nu tid til at fremstille brændenælde-vand. Man skal bruge friske brændenælde. Man bruger 1 kg. brændenælde til 10 liter vand. Det bedste er hvis man har et netværk eller en gammel damestrømpe at komme det i, så slipper man for at si det hele bagefter. Allerede efter et døgn kan man bruge det.
    Vi foreslår nu at man lader en beholder gære med brændenælde-vand, det er den bedste gødning man kan få, den indeholder en masse sporstoffer.
  • Majs, squash, græskar kan sås nu. Vi har forkultiveret vores, så de er klar til at plante ud i slutningen af måneden.
  • Vi planter tomater, agurker, peber mv. i drivhuset. Jordtemperaturen skal være omkring 18-20 grader, især agurkerne er sarte.
  • Der kan sås timian, merian i krydderhaven.
  • Man kan stadigvæk så spinat og salat. Det er også nu man sår ærter.
  • Man kan plante porrerne ud nu. Vi gør det selv lidt senere, men det er fordi vi først skal have høstet de tidlige kartofler.
  • Grønkål og andre vinterkål kan plantes ud når nattefrosten er forbi.
  • Merian, rosmarin og Salvie kan plantes ud i krydderhaven.
  • Sidst i måneden er det tid til at så rødbeder.
Til toppen










Juni måned

Månedens middeltemperatur: stiger fra ca. +12 til +15 grader.
Normal nedbør: er 55 millimeter.
Antal solskinstimer: 209 timer.

Vi er nu i den første rigtige sommermåned, men den lunefulde danske sommer kan snyde slemt, men som ofte er der nu mange udendørs timer. I begyndelsen af juni høstes de første afgrøder. Spinat har vi høstet, og nu er det de nye kartoflers tur. Oh hvilken herlig delikatesse. Ingenting er vel så dejligt som at grave sine egne nye kartofler op i sin egen have. Og lige vaske dem, og spise dem nyopgravede og nykogte med lidt friskklippet dild eller persille til. Der er vel også lidt konkurrence om at få dem først. Vi vil gerne høre fra dem, der først får nye kartofler. Lavendelhækken blomstrer og dufter. Har man lavendel og har tendens til hovedpine, skal man dagligt stikke hovedet ned i busken og indånde dens duft. Mennesker, der arbejder med lavendel har aldrig hovedpine.

Opgaver:
  • Udplantning af sommerblomsterne er godt i gang. Vi planter tagetes, Blåkvast mv. langs kanterne i bedene. De er nu så store at de hurtigt begynder at blomster.
  • Løgplanterne er nu overstået og vi planter mamelukærmer, Morgenfruer og andre sommerblomster i stedet.
  • Kål og porrer plantes. Porrerne plantes hvor de tidlige kartofler er gravet op.
  • Ind imellem vander vi, hvis sommeren altså arter sig. Vi tager vand fra den store egetræstønde ved havestuen, eller den tusind liters tank, der ligger bag huset ved kompostbeholderen. Den ligger så højt, at det selv kan løbe ned i bedet. Vi bruger næsten kun regnvand til havevanding, kun hvis sommeren får en lang tør periode kan vi tvinges ud i at bruges vandværksvand.
  • Der jorddækkes nu mellem alle rækker. Afdækningsmaterialet får vi fra plænen og de grøntgødningsplanter vi høster. Noget af det kommer fra de mellemafgrøder vi har sået. F.eks., der hvor vi har plantet kål, der har der groet kløver. Vi rydder bare plads til kålplanterne så de ikke generer de små kålplanter.
  • Vi vander med brændenælde-vand som gødning hos de næringskrævede planter. Især squash, agurker, græskar, knudekål, grønkål og rosenkål som er de kålsorter vi dyrker, får tilskud af dette planteudtræk som vi selv lavede i april/maj.
  • Vi skal huske at knibe sideskud af tomatplanterne.
  • Agurkerne skal beskæres, så der kun er 2 blade på sideskuddene. Husk at knibe frugter der sætter sig på hovedstammen af, så kommer der flere frugter på sideskuddene.
  • I juni holder vi ukrudtet nede ved at luge. At luge er en god beskæftigelse, ikke kun imod ukrudt, man luger også sindet for ukrudt, mens man går mellem bedene. Man kommer sine planter nær, og opdager sygdomme og angreb på dem. Det er ikke en sur pligt at luge, hvis man synes det, skulle man måske overveje om man skal have en have.
  • Tomater, agurker, auberginer og hvad vi ellers har i drivhuset og andre steder, skal bindes op. De gror jo stærkt lige nu. Snart vil de første frugter kunne plukkes.
  • Vi sprøjter agurker, squash, auberginer og tomater med padderokkevand. Man kan udvinde det selv, ligesom brændenælde-vand, men man kan også købe tørrede padderokke, som man laver en te af. Husk, den skal være temmelig fortyndet. Ideen er at forebygge svampesygdomme. Det kan også bruges til kartofler.
Til toppen







Juli måned

Månedens middeltemperatur: stiger fra ca. +15 til +17,5 grader.
Normal nedbør: er 66 millimeter.
Antal solskinstimer: 196 timer.

Nu skal det være sommer. Nu står haven i blomst. Alt gror, og fuglene smutter rundt i haven. I flere af fuglekasserne er andet hold unger i gang. Vi høster nu. Masser af kartofler og andre grønsager. Salaten høster vi så meget af, at vi ikke aner hvad vi skal gøre af det. I løbet af måneden kommer de første tomater og agurker i drivhuset. På friland begynder der at komme bønner og squash.
Jordbær, ribs og solbær plejer vi at få en del af.

Opgaver:
  • I juli holder vi stadig øje med ukrudtet. Det er ikke den mest aktive ukrudtstid, hvis man har holdt det nede i forsommeren.
  • Vi sprøjter agurker, squash, auberginer og tomater med padderokkevand igen.
  • Vand med brændenældevand som gødning hos de næringskrævende planter. Især squash, agurker og græskar. Knudekål, grønkål og rosenkål som er de kålsorter vi dyrker, får også tilskud af dette planteudtræk, som vi lavede i april/maj.
  • Vi skal fortsat huske at knibe sideskud af tomaterne.
  • Drivhuset skal vandes hver dag og udluftes hele døgnet.
  • Vi sår nogle stedmoder-blomster, til udplantning i efteråret. Så blomstrer de til foråret.
  • Vi tager nogle stiklinger fra jordbær-planterne til at fornye bedet med. Vi lader dem slå rødder i potter direkte fra ranglen, så planter vi dem ud senere hvor de sene kartofler nu gror.
  • Husk at nyde havens skønhed og frodighed.
Til toppen





August måned

Månedens middeltemperatur: falder fra ca. +17,5 til +17 grader.
Normal nedbør: er 67 millimeter.
Antal solskinstimer: 198 timer.

I denne måned høster vi for fuld kraft. Tomater, Majs, squash og flere slags bær. Lige nu er det ikke nødvendigt at frekventere grønthandleren, med mindre vi vil spise noget vi ikke selv har i haven, og det vil vi sjældent. At dyrke sine egne grønsager er en vidunderlig ting. Stå der ved komfuret og fundere over hvilke krydderurter der lige i dag skal sætte smag på maden. Har man prøvet det, ønsker man bare at fortsætte med det.
Det er også højsommer, og haven står i sin smukkeste pragt. Det skal der være tid til at nyde. Der bliver grillet og spist udendørs hver dag, undtagen lige når det regner. Vi sidder også ude på Slotspladsen og læser vore emails og besvarer de spørgsmål vi for på ”Spørg os”.

Opgaver:
  • Vi beskærer ribs, solbær og stikkelsbær. Vi har ingen kirsebær, men det har naboen, så vi minder dem om at det skal beskæres nu.
  • Vi sår grøntgødning i de bede, der er afhøstet. Arten afhænger af næste års afgrøde.
  • Almindelige løg høstes i slutningen af måneden.
  • Lavendel skal klippes ned nu.
  • Hvis man vil have at stauder og sommerblomster skal blomstre længe, skal man fjerne de visne blomster. Det forlænger altid blomstringstiden. For nogle stauders vedkommende skal man skære dem ned efter blomstring, så for man sandsynligvis en blomstring til i sensommeren. Det gælder i høj grad geranium.
  • Det er også nu man begynder at høste frø af sommerblomsterne. Tagetes, mamelukærme og mange andre. Det er en fin måde at holde havebudgettet i ave på, og så er det sjovt at dyrke planter fra eget frø.
Til toppen




September måned

Månedens middeltemperatur: falder fra ca. +17 til +11 grader.
Normal nedbør: er 73 millimeter.
Antal solskinstimer: 128 timer.

Det er sensommer nu, men det betyder ikke at det ikke kan være dejligt vejr, og mange udendørstimer. Vi høster hvad høstes skal. Vi plukker de tidlige æbler, rønnebær og hyldebær. Laver rønnebærgele og en masse hyldebærsaft. Vi er så heldige at der er mange, der ikke kan overkomme at bruge deres hyldebær selv, så det får vi glæde af til vinter.

Opgaver:
  • De sene kartofler er nu klar til at høste som "nye" kartofler.
  • Vi sår spinat til overvintring.
  • Vi sår grøntgødningsplanter alle vegne hvor der er en bar plet. I de bede, der skal bruges sent i foråret, sår vi planter, der kan overvintre, f.eks. kløver, vintervikke og hvede. Det er et godt jorddække, og så har vi afdækningsmateriale til næste forår.
  • Slotssøen skal holdes ren hele sommeren. Nu er vandtemperaturen så høj, at algerne gror.
  • Vi tager frø af tagetes, tallerkensmækker, Morgenfruer, solsikker og mange andre sommerblomster. Vi tørrer dem og opbevarer dem vinteren over.
  • Hos os er kompostbunken vokset fort i sommerens løb. Kompostbunken skal vendes, og luftes, så der holdes gang i komposteringen.
  • Husk også at gå ud og tag en buket ind i stuen. Det lyser op, og planterne har godt af det, det øger deres blomstring.
Til toppen



Oktober måned

Månedens middeltemperatur: falder fra ca. +11 til +7 grader.
Normal nedbør: er 76 millimeter.
Antal solskinstimer: 87 timer.

Hvis der ikke skal foretages store omlægninger i haven, og da sæsonen slutter i kolonihaven flytter vi hjem til vinterhiet. En del ting kan fortsat gøres:

Opgaver:
  • Stauder, buske mv. kan plantes eller flyttes og deles nu.
  • Vi planter stedmoder-blomsterne ud. Så er de klar til at blomstre til foråret.
  • Det er tid til at lægge tulipanløg og andre løgplanter. Vi lægger dem både i krukker og i bede, så får vi et smukt blomstrende forår.
  • Når den første nattefrost har taget pynten af dahliaerne graver vi dem op. Lad dem få den første frost, så holder de bedre vinteren over. Renser dem godt og lægger dem i flamingokasser indpakket i aviser, så de ikke berører hinanden, og dermed smitter hinanden med eventuelle sygdomme. Så står de tørt og frostfrit til foråret.
  • Mellem d. 1-10 i denne måned lægger vi hvidløg og planter jordbær-planterne ud. Så sår vi grøntgødnings-planter i hele bedet. Vi sår noget der visner ned, når frosten kommer, f.eks. honningurt, havre o. lign. Det lægger sig over jorden og beskytter den.
  • Pelargonier og andre blomster, der skal overvintre tages ind nu.
  • I slutningen af oktober, eller begyndelsen af november dækker vi alle bede til med et godt lag halvt omsat kompost. Det beskytter jorden mod udvanding, og holder gang i orme og mirkolivet i jorden meget længere, så slipper vi for at grave. Vi har desværre det problem at det kniber med at få nok kompost-materiale, så vi supplerer med halm.
  • I månedens slutning sætter vi kompostbeholderen. Dvs. Vi lægger det lagvis, friskt staudenedklip og det vi har samlet hele sommeren. Læs om kompostfremstilling under ”Om økologi” der er et afsnit om kompostfremstilling.
Til toppen





November måned

Månedens middeltemperatur: falder fra ca. +7 til +2,5 grader.
Normal nedbør: er 79 millimeter.
Antal solskinstimer: 54 timer.

Vi bor nu i vinterresidensen på Nørrebro, og kommer ikke hver dag ud på slottet. Vi holder ind i mellem weekend herude, men der er ikke meget at lave i haven, så vi pusler med småting, mens vi nyder de enkelte gode dage, hvor vi cykler herud.

Opgaver:
  • Drivhuset skal renses med brun sæbe og vand, for at sikre at det utøj der helt sikkert er flyttet ind bliver minimeret.
  • Man kan plante buske og stauder så længe der ikke er frost.
  • Porrerne skal sikres med lidt halm.
  • Krukker der ikke er frostsikre, skal stilles ind hvor der er tørt. Det er fugten i dem der sprænges af frosten.
  • Nogle gange, hvis efteråret har været mildt, skal jordækket suppleres. Det er sket at det er næsten omsat af det liv der er i jorden.
Til toppen



December måned

Månedens middeltemperatur: falder fra ca. +2,5 til +1,5 grader.
Normal nedbør: er 48 millimeter.
Antal solskinstimer: 66 timer.

Vi er for længst flyttet i vinterhi. Vi cykler flere gange om ugen ud i haven og fodrer hønsene og fuglene, samt kigger til haven og planterne der nu visner ned. Grønkål og rosenkål bliver gode, når de har fået den sidste frost, vi kappes med hønsene om at spise dem.
Der er ikke meget at gøre, ud over at sikre at de planter vi har sat ind for at overvintre overlever, det klares med meget lidt vand.

For os er vinteren i gang. Det betyder at vi gennemgår sommerens resultater. Hvad var godt og hvad var mindre godt. Desuden studerer vi kloge bøger og Internettet om de planter vi kunne tænke os at lære noget om, fx. med henblik på at de skal indføres i Slotshaven, og for at vi kan blive endnu bedre til at besvare de spørgsmål vi får.

Til toppen




www.slottet-i-smoermosen.com