Fragelitè med moccacreme Udskriv

Frysning: Fryseegnet. Forberedelsestid: Se opskriften.
Ovntemperatur: 150 grader. Bagetid: 45 minutter.


Fragelitè kan laves på forskellige måder, jeg har arbejdet mig frem til denne opskrift som vi holder meget af at spise og servere her på Slottet. Vær opmærksom på at kagerne ikke hører til de kalorielette.
Fragelitè har været bagt gennem mange år, og navnet kommer af det franske ord fragilè, som betyder skør og skrøbelig, og det er lige hvad disse kager er.

Vareforbrug til bundene:
4 æggehvider
165 g + 1 spsk. flormelis
30 g mel
100 g mandler

Vareforbrug til moccacreme
4 æggeblommer
100 g flormelis
1 tsk. mel
½ dl piskefløde
Ca. 5 tsk. pulverkaffe
150 g blødt smør
Fragelitè med moccacreme
Sådan skal man gøre til bundene:
  • Mandlerne blendes groft.
  • Flormelis og mel sigtes sammen.
  • Æggehviderne piskes næsten stive.
  • Tilsæt 1 spsk. flormelis og pisk hviderne helt stive.
  • Nødde/melblandingen tilsættes.
  • Mandlerne vendes i.
  • Dejen smøres ud på bagepapir ca. 30 x 35 eller 25 x 40.
  • Bages ved 150 grader ca. 45 min. eller til den er pæn lys brun.
  • Afkøles let, vendes forsigtigt rundt, bagepapiret fjernes.
Sådan skal man gøre til mokkacremen:
  • Æggeblommerne røres med florsukker, mel, fløde og pulverkaffe.
  • Blandingen varmes næsten op til kogepunkte, eller indtil den tykner, må endelig ikke koge.
  • Der skal piskes hele tiden.
  • Cremen afkøles.
  • Det blødgjorte smør røres let cremet.
  • Æggecremen røres i lidt efter lidt.
  • Stilles til afkøling i køleskabet.
  • Husk! cremen smøres på bunden inden den bliver for stiv.
  • Bunden deles i 2 dele.
  • Cremen smøres på den ene halvdel og den anden halvdel lægges ovenpå.
  • Kagen drysses med flormelis og skæres i passende stykker.
  • Opbevares og holder sig bedst i køleskab.
  • Server marinerede jordbær til.
Tips:
Vil du være sikker på der bliver noget tilbage af kagen, skal du nok fryse noget af den ned, inden der bliver serveret af kagen. Solbær, ribs eller andre frugter er også en mulighed at servere til.

Slottet i Smørmosen
Økologisk opskriftservice

www.slottet-i-smoermosen.com